Pakninger og slutmuffer direkte til grossisten

Birkerød , 23. nov. 2018

Viegas europæiske logistikcenter i Tyskland er et af verdens mest moderne lagerbygninger. Med over 17.000 forskellige varenumre samlet under et tag, svarer det til hele Viegas sortiment. De fleste produkter er topmoderne, men det er også her, du kan finde lige præcis den Viega-komponent, du mangler og som måske er udviklet for mere end 25 år siden.

At mangle specifikke komponenter er en af de mest irriterende tidsrøvere i ethvert byggeprojekt. Derfor gør Viega også en dyd ud af at have så høje standarder for produkttilgængelighed som muligt, så VVS’er og andre fagfolk hurtigt kan få adgang til alle Viegas produkter, reservedele og komponenter.

Det kan kun lade sig gøre, fordi Viega har et af verdens største og mest moderne logistikcentre placeret centralt i Tyskland, som leverer komponenter til grossister over hele Europa. Lageret har over 100.000 lagerpladser – der selvfølgelig er elektronisk styret. Via EDI-teknik tilpasses materialeflow, ind- og udlagring, lagerudtagning og forsendelser, og det giver Viega mulighed for at håndtere alle tænkelige forespørgsler på de mere end 17.000 produkter, de har på lager.

Det betyder, at Viega på ethvert givent tidspunkt kan supportere de danske grossister med levering af varer, uanset om det drejer sig om Viegas mest efterspurgte og topmoderne produkter eller de mere unikke komponenter, som kun benyttes til ultraspecialiserede opgaver.

– Vores danske grossister er allerede lagerførende med størstedelen af vores produkter og hurtige til at levere, men når det drejer sig om særlige produkter, løskomponenter eller reservedele til ældre produkter, kan de nemt række ud til vores logistikcenter. Vi har alt fra cisterner til Inox-rør på hylderne, og vi er klar til at hjælpe, uanset hvor i landet du er, og hvilken grossist du benytter, siger Villiam Rasmussen, national salgschef hos Viega.

25 år gamle reservedele

Det samme gælder for reservedele til produkter, som ikke længere er på markedet. Supporterer Viega stadig et produkt, er det også muligt at finde reservedele på det gigantiske logistiklager – og det, selvom det er over 25 år siden, at produktet var i handlen.

– Det er vigtigt for os, at vores kunder kan føle sig 100 procent sikre, når de vælger Viega til deres installationer, og at de altid kan få reservedele til deres løsninger – også selvom produktet er udgået. Vi forventer dog ikke, at grossister ligger inde med meget specifikke reservedele, og det er netop derfor, at vi har samlet alt under et tag i Tyskland, siger Villiam Rasmussen fra Viega.

Selvom lageret har en geografisk placering i Tyskland, så er lageret ikke længere væk, end at der ofte vil være dag-til-dag-levering. Tre gange om ugen leveres der varer fra lageret til Danmark, ligesom forsendelsen bliver kontrolleret flere gange undervejs for at undgå fejl. 

– Vi har en meget lav tolerance for fejl, fordi man skal kunne regne med Viega gennem hele forsyningskæden. Det er en helt grundlæggende værdi for os. En lang række kontroller, hvor pallerne vejes undervejs, tillader stort set ingen fejl og sørger for komplette og usædvanligt hurtige leveringer, fortæller Villiam Rasmussen. 

Den oplevelse har Rune Molin Hansen fra Lemvigh-Müller også, hver gang der bestilles fra Viegas centrallager.

– Viega er en af de leverandører, der har den højeste leveringsperformance – der er mulighed for dag til dag-leveringer af stort set hele deres sortiment, der er sjældent restordre, der leveres altid til aftalt tid og lageret har både bredde og dybde i sortimentet. Der er kort sagt gode betingelser, og Viega er en sikker leverandør, siger Rune Molin Hansen, produktspecialist hos Lemvigh-Müller.

Den oplevelse bekræfter René Alberg fra Brødrene A&O Johansen A/S.

– Det, vi ikke selv har på lager, kan vi altid bestille fra Tyskland. Hvis det er nødvendigt, er det muligt at få varen leveret til vores butikker allerede dagen efter, men ellers går der ofte kun to dage. Det er hovedsageligt de specielle, mere sjældent efterspurgte fittings, som vi bestiller fra logistiklageret, og samhandlen har indtil videre fungeret upåklageligt.

Kontakt din lokale grossist for at høre mere om Viegas produkter og løsninger.

 

Tilbage
  • Om Viega

    Viega er ekspert i sundt brugs- og drikkevand i bygninger og er blandt verdens førende udvikler af teknologiske vvs-løsninger i installationsbranchen. Som en kvalitetsfokuseret familieejet virksomhed med knapt 5000 ansatte har virksomheden over 120 års erfaring med installationsteknologi. Kerneområderne omfatter vedligeholdelse og udvikling af brugs- og drikkevandshygiejne, energieffektivitet, komfort og sikkerhed i bygninger. Virksomheden udvikler og producerer mere end 17.000 produkter og systemer på ti lokationer rundt om i verden.

Kontakt

  • Cori Natascha Johansen
  • Marketing Manager

Adresse

  • Viega A/S
  • Banevænget 13
  • 3460 Birkerød